Intet arbejde – men masser af læring og glæde

I Shahrazad lærer flygtninge- og indvandrerkvinder om sundhed, at have det godt og klare sig i Danmark. Kvinderne er kontanthjælpsmodtagere, der formentlig aldrig kommer ud på arbejdsmarkedet igen - alligevel har de en masse at lære.

Af Andreas N. Just - Danmarks Medie- og Journalisthøjskole

I Verdens Kultur Centret på Nørre Allé 7 ligger foreningen Shahrazad. Efter en længere spadseretur op og ned ad snoede trapper i den gamle bygning åbner jeg en dør, hvorpå
Shahrazad står skrevet. Inde bag døren er en oase af eksotiske skulpturer og arabisk musik. Mest bemærkelsesværdigt er dog de otte kvinder klædt i tørklæder, der sidder på hver deres gymnastikmadras. Smilende og netop færdige med dagens omgang raske gymnastik hygger de med stifter af Shahrazad, sygeplejerske og bevægelseslærer Suzzane Sofia Potempa - snakken foregår på dansk.
"Før jeg kom i Shahrazad kunne jeg kun løfte min arm hertil" siger en af kvinderne, der er pakistaner og hedder Zianat, og løfter sin arm op til sin brystkasse. På opfordring fra Suzzane Sofia Potempa viser den pakistanske kvinde, hvor højt hun nu kan løfte sin arm. "Herop", smiler Zianat og strækker armen i vejret og kigger op.
Flere af kvinderne er nysgerrige og følger med i, hvad Zianat kan. Nogle af kvinderne sidder i lange, farverige kjoler og med tørklæde på hovedet. De er så svage, at de, når de dyrker idræt, sidder på stole og bevæger armene i takt med musikken, forklarer Suzzane Sofia Potempa. Hun understreger, at her gør man, hvad man kan.

I aktivering igen og igen

Kvinderne, der benytter sig af Shahrazad, er fra 48 år og til 66 år og er en del af de ikke-arbejdsmarkedsparate kontanthjælpsmodtagere. Ifølge Suzzane Sofia Potempa er det usandsynligt, at nogle af disse kvinder nogensinde kommer ud på arbejdsmarkedet igen, fordi de aldrig har vidst, hvordan de skulle passe på deres kroppe og leve et sundt liv. Derfor er de også så nedslidte, at de, når de sendes i aktivering, lider et knæk, fordi de bliver mere smadrede i deres kroppe og oplever, at de ikke kan det, aktiveringen og et arbejdsmarked kræver af dem. Alle søger de førtidspension, som økonomisk er mindre, men så slipper de for aktiveringen - men de får afslag. De oplever i stedet at blive sendt i aktivering hver tredje måned pga. loven om gentagen aktivering, hvis man modtager kontanthjælp.
”Kvinderne her i Shahrazad er reelt nedslidte. Mange af dem har arbejdet på fabrik her i Danmark og har passet hjemmet ved siden af. De lider af hjerteproblemer, sukkersyge, ledsmerter, gigt og tårnhøje blodtryk. Her gør de, hvad de kan, når vi laver motionsgymnastik. Men vigtigst er, at alle er trygge ved at komme her, for ellers får de ingenting ud af det. Her er de bløde værdier i fokus, og derfor kan vi også sørge sammen alle sammen, når nogen forlader os og bliver sendt i aktivering. Og derfor kan de lærer det, de gør.” Siger Suzzane Sofia Potempa.

En kvinde henvender sig – hun vil sige hej og fortælle om sin situation. For nyligt blev kvinden, Makbule fra Tyrkiet, kaldt i aktivering, selv om hun er meget svag fysisk. Københavns Kommune kunne dog godt se, at Makbule var for svag til at få noget ud af de tilbud, kommunen kunne tilbyde. Derfor fik hun lov at fortsætte i Shahrazad – ”fordi det gavner både fysisk og psykisk”, mener Suzzane Sofia Potempa med en enig gruppe indvandrer- og flygtningekvinder i ryggen. Samme tilbud har nogle få, heldige kvinder fra Shahrazad fået, selv om undervisningen i Shahrazad ikke er godkendt som aktiveringstilbud.

I Shahrazad får alle det bedste ud af det

Shahrazads målgruppe er blandt de svageste kontanthjælpsmodtagere, vi har i Danmark. Kvinderne har aldrig lært at tale godt dansk, så når de sendes på skolebænken som et led i aktiveringen, er niveauet alt for højt. ”Selv på de letteste kurser”, fortæller Suzzane Sofia Potempa.
”I Shahrazad er vi meget bevidste om, at kvinderne formentlig aldrig kommer i arbejde igen – og så tager vi den derfra – for der er masser at lære. Tillid og det at have det sjovt er det vigtigste her, og derfor er kvinderne opmærksomme på selv at sige, hvad de kan og ikke kan. Det gør det meget lettere for mig at hjælpe dem og lære dem at tale og forstå dansk, at bevæge sig regelmæssigt og spise sundt. Jeg ved, hvad de kan lære, og hvad der vil være for meget at forlange af dem.” Fortæller Suzzane Sofia Potempa.
En ud af ugens to faste kurser er for dette hold kvinder afsluttet, og de skal hjem. Afskeden med Suzzane og det farverige lokale er nærmest larmende. Der uddeles kram, smil og grin. På vej ud råber Makbule ”Suzzane” og sender hende et fingerkys, som får smilet frem hos begge.